Vi støtter op om den nye datomærkning
Too Good To Go står bag initiativet om at tilføje ’ofte god efter’ til datomærkningen på produkter, der kan spises efter bedst før-datoen. I Orkla tror vi på, at det vil hjælpe danskerne til at smide mindre mad ud i fremtiden – derfor tilføjer vi den nye mærkning på en del af vores produkter
25. september 2019
Det er en udbredt misforståelse, at produkter, der har overskredet bedst før-datoen, er lige til skraldespanden. Faktisk tror 1/3 af alle danskere, at “bedst før” og “sidste anvendelsesdato” har samme betydning, men datomærkningerne har to vidt forskellige betydninger. Konsekvensen er, at tonsvis af spiselige fødevarer hvert år ender som unødvendigt madspild.
Too Good To Go
Med et formål om at udbedre denne misforståelse valgte madspild-appen Too Good To Go, tilbage i februar, at opfordre til at produkter mærket med “Bedst før” får tilføjet ordlyden “ofte god efter”. Mange af de store fødevareselskaber har valgt at støtte op om initiativet – og nu er danske Orkla-selskaber også med ombord.
– Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at samle de absolut største producenter af fødevarer og de største aktører i dagligvarehandlen om dette initiativ. Vi er overbeviste om, at vi med en lille ændring i datomærkningen, oplysning og gennem en fælles indsats kan gøre en stor forskel for at reducere madspild i Danmark, siger Mette Lykke, administrerende direktør i Too Good To Go, i en pressemeddelelse fra den 26. februar.
Sidste anvendelsesdato
Betyder, at man kan blive alvorligt syg af at spise varen, hvis datoen er overskredet.
Bedst før
Er en vejledende datomærkning – hvis varen dufter og smager fint, kan den sagtens spises. Derfor har flere store fødevareproducenter valgt at tilføje ’ofte god efter’: Eksempelvis:
Bedst før: 9/1-19
Ofte god efter
En lille ændring kan gøre en stor forskel
Carsten Hänel, CEO i Orkla Foods Danmark, og Kim Munk, CEO i Orkla Confectionery & Snacks Danmark glæder sig over, at den nye datomærkning giver fødevareproducenter mulighed for at vejlede danskerne bedre til at smide mindre mad ud og dermed reducere det danske madspild:
”Madspild har store klima- og miljømæssige konsekvenser. Derfor har vi i Orkla fokus på, hvordan vi som fødevareproducent kan bidrage til at minimere spild i hele vores forsyningskæde – fra jord til bord. Målet er, at vi inden 2025 har halveret den mængde affald, der kommer fra vores produktion” fortæller Carsten Hänel.
Ifølge Too Good To Go smides der i Danmark mere end 700.000 tons madvarer ud hvert år, heriblandt madvarer, der ikke fejler noget.
”Med den nye datomærkning ofte god efter vil vi også kunne bidrage til at reducere spild af de varer, der står hjemme hos forbrugerne. Vi håber, at initiativet vil resultere i, at både fødevareproducenter og forbrugere i fællesskab kan reducere madspild endnu mere de kommende år,” udtaler Kim Munk.
Vi vil gradvist indfase den nye datomærkning på de af vores produkter, som ofte er lige så gode efter bedst før-datoen. Det er produkter som middagsretter, syltet grønt, grødris og chips og snacks.