Knap 10 millioner juice- og saftflasker til genanvendelse i 2020
Med udvidelsen af pantsystemet forventer Orkla, at forbrugerne kan sende lige knap 10 millioner tomme Fun Light og Ribena flasker til genanvendelse i 2020.
5. november 2019
Kalenderen siger november – sidste efterårsmåned i år og den måned, hvor reglen om, at alle juice- og saftprodukter skal pantmærkes, træder i kraft. I sommer kom det nemlig frem, at regeringen havde vedtaget en udvidelse af pant- og retursystemet som et led i kampen mod plastforurening. Fremover vil de juice- og saftflasker, der før endte i skraldespanden, derfor kunne afleveres i en flaskeautomat, så de kan blive genanvendt.
”Som Danmarks største saftudbyder hilser Orkla udvidelsen af pantsystemet velkommen. Inkluderingen af nye emballagetyper i pantsystemet er et godt eksempel på, hvordan både producenter og forbrugere kan hjælpe hinanden med at sikre, at mere plastik bliver genanvendt fremover”, fortæller Carsten Hänel, CEO i Orkla Foods Danmark.
Dansk Retursystem anskuer, at udvidelsen af pantsystemet vil resultere i, at der i 2020 vil blive sendt ca. 52 millioner flere plast- og glasflasker til genanvendelse i Danmark. Omkring 10 millioner af disse flasker hører til Orkla som Danmarks største saftudbyder. Det betyder, at flasker fra FUN LIGHT, Grønne Gaarden, Den Gamle Fabrik, Scoop, Blomberg, Naked, Tropicana og Ribena vil kunne genanvendes til nye flasker eller andre fødevareemballager. Orkla bruger allerede genanvendt plastik i en del af emballagerne, så fremover har en brugt Fun Light-flaske altså potentialet til igen at ende som emballage til et Orkla-produkt – måske denne gang som en Ribena flaske.
Tjek flaskerne for pantmærket
Allerede fra den 1. juli kunne forbrugerne så småt se juice- og saftflasker med pantmærker i butikkerne. Men fra den 1. november skal alle juice- og saftprodukter produceres med pantmærke på. Dog må alle varer, leveret inden 1. november, stå på hylden til de løber på dato. Derfor kan man stadig finde juice- og saftprodukter uden pant på hylderne, da der skal sælges ud af lagerne for at undgå madspild. Som forbruger skal man derfor huske at tjekke sine flasker, så dem med pantmærker afleveres i flaskeautomaten og dem uden på genbrugsstationen.